DRAGØRS AKTIVITETSHUS

....for din sundhed.

BESØGSTÆLLER

LOG-IN FOR AKTIVITETSLEDERE OG ADMINISTRATORER.

Vedtægt for Dragørs Aktivitetshus.

Disse vedtægter erstatter ”Vedtægt for Wiedergårdens Aktivitetshus 2007”

§ 1. Målgruppe og formål:

Aktivitetshuset er et kommunalt tilbud, i overensstemmelse med sundheds- handicap- og ældre-politikken, til alle pensionister, efterlønnere og førtidspensionister i Dragør Kommune.

Huset skal give et bredt samværs- og aktivitetstilbud til alle brugere, og der lægges vægt på, at dette sker med udgangspunkt i de forskellige brugeres ønsker.

§ 2. Brugerrådet:

 

Huset har et Brugerråd, som består af 5 medlemmer og 2 suppleanter. Derudover er der 1 person uden stemmeret, udpeget af Kommunalbestyrelsen. Aktivitetshusets leder deltager i alle møder, også uden stemmeret.

Rådets 5 brugervalgte medlemmer vælges for 2 år ad gangen.

Hvert år vælges 2 suppleanter, for 1 år ad gangen.

Valgbare til Brugerrådet er borgere fra målgruppen jfr. § 1.

Der kan kun vælges en person fra hver husstand.

Rådet fordeler selv opgaverne imellem sig, herunder kontaktperson til fagforvaltningen.

Brugerrådet kan supplere sig med en sekretær, der ikke er medlem af Brugerrådet, og uden stemmeret.

Rådets møder afholdes efter behov, ca. 1 gang om måneden.

Mødet begynder hver gang med åbent møde, hvor enhver bruger kan henvende sig vedrørende aktivitetshuset daglige drift.

Har et rådsmedlem meldt forfald i længere tid, indkaldes suppleanten. Hvis afløsningen er permanent, indtræder suppleanten som medlem i den tid, som den person de træder ind for, skulle have siddet.

Brugerrådets formål er i samarbejde med aktivitetshusets daglige leder at:

  • varetage og formidle brugernes ønsker.
  • medvirke til et venligt og engageret miljø med mulighed for kreativ og aktiv udfoldelse.
  • deltage i planlægningen og den praktiske udførelse af aktivitetshusets drift og virksomhed, indenfor kommunens budget.
  •  inddrage flest mulige af husets målgruppe jfr. § 1.
  • tage ethvert emne op til debat, som har betydning for brugernes daglige færden i aktivitetshuset.
  • sikre den nødvendige information om husets virke.
  • Være med til at udvikle og tilpasse Aktivitetshuset i forhold til tidens trends og krav  

Brugerrådet kan nedsætte udvalg, hvor Rådet ikke behøver at være repræsenteret, f.eks. festudvalg, informationsudvalg, besøgsudvalg m.v..

§ 3. Årsmøde:

 

Årsmødet finder sted hvert år i april måned og indkaldes med 14 dages varsel ved bekendtgørelse i lokalavis og ved opslag i aktivitetshuset.

3 uger før valget hænges en opstillingsliste på aktivitetshusets opslagstavle, hvor evt. kandidater til Brugerrådet kan skrive sig på. Sidste frist for opstilling er 3 dage før årsmødet. Ved mangel på kandidater kan Rådet supplere sig på årsmødet.

Stemmeret har alle fremmødte brugere af huset. jf. § 1.

Stemmeafgivelsen foretages skriftligt på udleverede stemmesedler.

Medlemmer og suppleanter vælges i forhold til opnåede stemmer.

Årsmødets dagsorden skal omfatte følgende punkter:

  1. Valg af dirigent.
  2. Beretning
  3. Gennemgang af regnskab.
  4. Behandling af indkomne forslag.
  5. Valg af brugerrådsmedlemmer og suppleanter jf. § 2 og 3.
  6. Eventuelt.

Forslag der ønskes behandlet på årsmødet skal fremsendes skriftligt og være Brugerrådet i hænde senest 7 dage før årsmødet.

§ 4. Husets leder:

Husets leder er ansat af Kommunen, og skal i samarbejde med Brugerrådet forestå den samlede drift, herunder koordinere aktiviteter og mødevirksomhed.

Lederen skal endvidere støtte eksisterende aktiviteter og sammen med brugerne være igangsættende på nye aktiviteter.

Husets leder har ansvaret for Aktivitetshusets daglige drift.

Husets budget og regnskab udarbejdes i henhold til de af Kommunalbestyrelsen fastsatte regler, og forelægges til drøftelse i Brugerrådet.

Spørgsmål af personlig art vedrørende brugere eller aktivitetshusets personale, behandles og afgøres alene af husets leder.

Husets medarbejdere er ansat af kommunen og forestår, den daglige drift af husets café, med ansvar over for Aktivitetshusets leder,

Godkendt af Brugerrådet d. 4.3.2014

Godkendt af Kommunalbestyrelsen d. 3. juni 2014

Bilag: 1

1. Udlån/leje:

 

Aktivitetshusets lokaler kanudlånes til aktiviteter for borgerne jfr. § 1, og kanudlejes til borgernes egne mærkedage.

Såfremt Aktivitetshusets lokaler er ledige, kan de udlejes/udlånes jf. gældende regler til forenings- og mødevirksomhed for andre end Aktivitetshusetsbrugere, efter aftale med husets leder. Arrangementet skal dog være foreneligt med huset brug i øvrigt.

 

 


Dragørs Aktivitetshus - Wiedergården 2, 2791 Dragør - CVR: 12881517