Forside 4

VELKOMMEN TIL LYDAVISENS SIDE

Dekorativt billede

 Lydavisen er et tilbud til blinde og svagtseende i Dragør. Da en sparerunde i kommunen for år tilbage medførte, at biblioteket ikke længere kunne udføre opgaven, påtog en gruppe af frivillige aktive pensionister sig at overtage opgaven. Vi holder til i Aktivitetshuset, hvor vores lydstudie ligger i kælderen.

Dragør Lydavis har nu kørt i lidt mere end 5 år.

 Dekorativt billede                         Vi er lige nu 19 personer, der er opdelt i hold på 4. Hvert hold har en fast “tekniker” og de tre andre redigerer og indlæser. Nogle hold har en ekstern omdeler, andre klarer det selv.

 

 Dekorativt billede

 Og så er der Tovholderen, der samler alle tråde, og har styr på vagtplan , ferie og meget andet.

Og det fungerer rigtigt fint. Det betyder at man er på arbejde hver 4.uge , mellem 3 og 4 timer.

 Vi får Dragør Nyt tilsendt digitalt, når avisen er på vej til trykkeriet, så holdene har mulighed for at gennemlæse avisen inden de skal indlæse. Dagens arbejde starter med at 2 aviser klippes op. Alle artikler klippes og sorteres i et fast indeks, der tager udgangspunkt i, at det skal være let at bladre i avisen.
Og så læses der ind. Billederne bliver også indlæst. I starten var det lidt svært, men man lærer hurtigt at “se” anderledes på et foto, så man kan genfortælle både motiv og stemning.

Vi laver også lidt reportager. Under Corona var vi ude og optage fællessang, og ved valgene har vi politikerne i studiet, for blot at nævne nogle af de ting vi lægger ind i Lydavisen.

Vi har haft forskellige gæsteoplæsere, og har også indlæst fra Historisk Arkivs udgivelser.
Når avisen er indlæst, brændes lydfilen på en CD, som vores omdelere leverer i abonnenternes postkasse. Den er ude hver onsdag eftermiddag.

Væveren, der udkommer 4 gange årligt, indlæses i marts, juni, september og december, efter samme model som Dragør Nyt.

Vi har en fin dialog med vores abonnenter, og har i tidens løb rettet Lydavisen til efter deres behov og ønsker.

Det er gratis at abonnere og vi stiller ingen krav til modtagerne. Vi hjælper gerne den enkelte abonnent, hvis det kniber med at finde ud af at afspille avisen fra CD.

Tiden løber lige så stille fra CD’erne, og fremtiden ligger nok i den netbaserede udgave. Den kan man allerede få nu, via Aktivitetshusets hjemmeside.

 


Tovholder: Wiebke Zickert - tel. 3031 9806